HISTORISK VERSJONHISTORISK VERSJONHISTORISK VERSJONHISTORISK VERSJONHISTORISK VERSJONHISTORISK VERSJONHISTORISK VERSJONHISTORISK VERSJON

Kongeriget Norges Grundlov.

Dato17.05.1814  Gjelder fra: 17.05.1814 til: 04.11.1814    HISTORISK VERSJON
DepartementJustis- og beredskapsdepartementet
PublisertISBN 82-504-1000-9
KorttittelGrunnloven - Grl.

Titelbladet efter den ifølge Rigsforsamlingens Bemyndigelse ved G. Sverdrup. I. Stoud Platou og Omsen i Trykken besørgede Udgave. I Original-Haandskriftet og i Hovedprotokollen intet Titelblad. Grundloven, som den følger næste Side, er aftrykt efter Original-Haandskriftet.

Constitution for Kongeriget Norge.

A. Om Statsformen og Religionen.

§ 1.

Kongeriget Norge er et frit, uafhængigt og udeleligt Rige. Dets Regjeringsform er indskrænket og arvelig-monarkisk.

§ 2.

Den evangelisk-lutterske Religion forbliver Statens offentlige Religion. De Indvaanere, der bekjende sig til den, ere forpligtede til at opdrage sine Børn i samme. Jesuitter og Munkeordener maae ikke taales. Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget.

B. Om den udøvende Magt, Kongen og den kongelige Familie.

§ 3.

Den udøvende Magt er hos Kongen, hvis Tittel er: Vi N. N, af Guds Naade og efter Rigets Constitution Norges Konge.

§ 4.

Kongens Person er hellig: han kan ikke lastes eller anklages. Ansvarligheden paaligger hans Raad.

§ 5.

Arvefølgen er lineal og agnatisk, saaledes, at kun Mand af Mand kan arve Kronen. Den nærmere Linie gaaer for den fjernere, og den Ældre i Linien for den Yngre.

§ 6.

Den udvalgte Konges, i lovligt Ægteskab avlede, mandlige Livsarvinger ere arveberettigede i den Orden, forrige § foreskriver, saa at Riget stedse bliver udeelt hos Een; hvorimod de øvrige Prindse, til hvilke Tronen ved Arv kan komme, bør nøies med den dem af Storthinget tilstaaende Apanage, indtil Arveordenen kommer til dem.

§ 7.

Naar en, til Norges Krone arveberettiget, Prinds fødes, skal hans Navn og Fødselstid tilkjendegives førstholdende Storthing og antegnes i dets Protocol.

§ 8.

Blandt Arveberettigede regnes ogsaa den Ufødte, der strax indtager sit tilbørlige Sted i Arvelinien, om han end først efter Faderens Død fødes til Verden.

§ 9.

Er ingen arveberettiget Prinds til, kan Kongen foreslaae sin Efterfølger for Storthinget, som enten antager eller forkaster Forslaget.

§ 10.

Kongen er myndig, naar han har fyldt det 20de Aar. Saasnart han er indtraadt i det 21de Aar, erklærer han sig offentligen at være myndig.

§ 11.

Saasnart Kongen, som myndig, tiltræder Regjeringen, aflægger han for Storthinget følgende Eed: «Jeg lover og sværger at ville regjere Kongeriget Norge i Overensstemmelse med dets Constitution og Love; saa sandt hjelpe mig Gud og hans hellige Ord!» Er intet Storthing paa den Tid samlet, nedlægges Eden skriftlig i Statsraadet og igjentages høitideligen af Kongen paa første Storthing.

§ 12.

Kongens Kroning og Salving skeer, efterat han er bleven myndig, i Trondhjems Domkirke paa den Tid og med de Ceremonier, han selv fastsetter.

§ 13.

Kongen skal stedse boe inden Rigets nuværende Grændser og maa ikke, uden Storthingets Samtykke, opholde sig udenfor dem længer, end 6 Maaneder af Gangen, medmindre han for sin Person vil have tabt Ret til Kronen.

§ 14.

Kongen maa ikke modtage nogen anden Krone eller Regjering uden Storthingets Samtykke, hvortil af 2/3 Stemmerne udfordres.

§ 15.

Kongen skal stedse have bekjendt og bekjende sig til den evangelisk-lutterske Religion, haandhæve og beskytte denne.

§ 16.

Kongen anordner al offentlig Kirke- og Gudstjeneste, alle Møder og Forsamlinger om Religionssager, og paaseer, at Religionens offentlige Lærere følge de dem foreskrevne Normer.

§ 17.

Kongen kan give og ophæve Anordninger, der angaae Handel, Told, Næringsveie og Politie; dog maae de ikke stride mod Constitutionen og de af Storthinget givne Love. De gjelde provisorisk til næste Storthing.

§ 18.

Kongen lader i Almindelighed indkræve de Skatter og Afgifter, som Storthinget paalægger.

§ 19.

Kongen vaager over, at Statens Eiendomme og Regalier anvendes og bestyres paa den af Storthinget bestemte og for Almeenvæsenet nyttigste Maade.

§ 20.

Kongen har Ret til i Statsraadet at benaade Forbrydere, efterat Høiesterets Dom er falden og dens Betænkning indhentet. Forbryderen har Valget, om han vil modtage Kongens Naade, eller underkaste sig den ham tildømte Straf.

I de Sager, som af Odelsthinget foranstaltes anlagde for Rigsretten, kan ingen anden Benaadning, end Fritagelse for idømt Livsstraf, finde Sted.

§ 21.

Kongen vælger og beskikker, efter at have hørt sit Statsraad, alle civile, geistlige og militaire Embedsmænd. Disse sværge Constitutionen og Kongen Troskab og Lydighed. De kongelige Prindser maae ei beklæde civile Embeder.

§ 22.

Statsraadets Medlemmer og de Embedsmænd, som ere ansatte ved dets Comptoirer, Gesandter og Consuler, civile og geistlige Overøvrighedspersoner, Regimenters og andre militaire Corpsers Chefer, Comandanter i Fæstninger og Høistbefalende paa Krigsskibe kunne, uden foregaaende Dom afskediges af Kongen, efterat han derom har hørt Statsraadets Betænkning. Hvorvidt Pension bør tilstaaes de saaledes afskedigede Embedsmænd, afgjøres af det næste Storthing. Imidlertid nyde de 2/3 af deres forhen hafte Gage. Andre Embedsmænd kunne ikkun suspenderes af Kongen, og skulle da strax tiltales for Domstolene; men de maae ei, uden efter Dom afsettes, ei heller mod deres Vilie forflyttes.

§ 23.

Kongen kan meddele Ordener til hvem han forgodtbefinder, til Belønning for udmærkede Fortjenester, der offentligen maae kundgjøres; men ei anden Rang og Tittel, end den, ethvert Embede medfører. Ordenen fritager Ingen for Statsborgernes fælleds Pligter og Byrder, ei heller medfører den fortrinlig Adgang til Statens Embeder. Embedsmænd, som i Naade afskediges, beholde deres hafte Embeders Tittel og Rang. Ingen personlige eller blandede arvelige Forrettigheder tilstaaes Nogen for Eftertiden.

§ 24

Kongen vælger og afskediger efter eget Godtbefindende sin Hofstat og sine Hofbetjente. Til at lønne disse og holde sit Hof tilstaaes ham af Storthinget en passende aarlig Sum.

§ 25.

Kongen har høieste Befaling over Rigets Land- og Søemagt. Den maa ikke overlades i Fremmede Magters Tjeneste, og ingen fremmede Krigsfolk, undtagen Hjelpetropper mod fiendtlige Overfald, maae inddrages i Riget uden Storthingets Samtykke.

§ 26.

Kongen har Ret til at sammenkalde Tropper, begynde Krig og slutte Fred, indgaae og ophæve Forbund, sende og modtage Gesandter.

§ 27.

Regjeringen er ikke berettiget til Militairmagts Anvendelse mod Statens Medlemmer, uden eller de i Lovgivningen bestemte Former, medmindre nogen Forsamling maatte forstyrre den offentlige Rolighed, og den ikke øieblikkelig adskilles, efterat de Artikler i Landsloven, som angaae Oprør, ere den trende Gange lydeligen forelæste af den civile Øvrighed.

§ 28.

Kongen vælger Selv et Raad af norske Borgere, som ikke ere yngre end 30 Aar. Dette Raad skal i det mindste bestaae af 5 Medlemmer. Til at tage Sæde i Statsraadet kan Kongen foruden dem ved overordentlige Leiligheder tilkalde andre norske Borgere; kun ingen Medlemmer af Storthinget. Forretningerne fordeler han blandt dem, saaledes som han det for tjenligt eragter. Fader og Søn, eller to Brødre maae ei paa samme Tid have Sæde i Statsraadet.

§ 29.

Alle Statsraader skulle, naar de ikke have lovligt Forfald, være nærværende i Statsraadet, og maa ingen Beslutning tages der, naar ikke over det halve Antal af Medlemmerne ere tilstede.

§ 30.

Forestillinger om Embeders Besettelse og andre Sager af Vigtighed – diplomatiske og egentlige militaire Comandosager undtagne – skulle foredrages i Statsraadet af det Medlem, til hvis Fag de høre, og Sagerne af ham expederes overensstemmende med Kongens i Statsraadet fattede Beslutning.

§ 31.

Forbyder lovligt Forfald en Statsraad at møde, og foredrage de Sager, som henhøre under hans Fag, skulle disse foredrages af en anden Statsraad, som Kongen dertil constituerer. Hindres saa mange ved lovligt Forfald fra Møde i Statsraadet, at ikke flere, end Halvparten af det bestemte Antal Medlemmer ere tilstede; skulle andre Embedsmænd af Kongen constitueres til at tage Sæde i Statsraadet.

§ 32.

I Statsraadet føres Protocoll over alle de Sager, som der forhandles. Enhver, som har Sæde i Statsraadet, er pligtig til med Frimodighed at sige sin Mening, hvilken Kongen er forbunden at høre. Men det er denne forbeholdt at fatte Beslutning efter sit eget Omdømme. Finder noget Medlem af Statsraadet, at Kongens Beslutning er stridende mod Statsformen eller Rigets Love, eller øiensynligen er skadelig for Riget; er det Pligt at gjøre kraftige Forestillinger derimod, samt at tilføie sin Mening i Protocollen. Den, der ikke saaledes har protesteret, ansees at have været enig med Kongen og er ansvarlig derfor, saaledes, som siden bestemmes.

§ 33.

Den Statsraad, som forestaaer det udenlandske Departement, bør have en egen Protocol, hvori de Sager indføres, som ere af den Natur, at de ikke hør forlægges det samlede Statsraad. Forøvrigt gjelder i dette Tilfælde de samme Bestemmelser, som i 32te § ere fastsatte.

§ 34.

Alle Regjeringens Beslutninger og Befalinger udstædes stedse i Kongens Navn.

§ 35.

Alle af Kongen udfærdigede Befalinger og officielle Breve – militaire Comandosager undtagne – skulle contrasigneres af den, som ifølge sin Embedspligt har foredraget i Sagen, da han bør være ansvarlig for Expeditionens Overensstemmelse med den Protocol, hvori Resolutionen er indført.

§ 36.

Nærmeste Tronarving, om han er den regjerende Konges Søn, fører Titel af Kronprinds til Norge. De Øvrige, som til Kronen ere arveberettigede, kaldes Prindser, og de kongelige Døttre Prindsesser.

§ 37.

Saasnart Tronarvingen har fyldt sit 18de Aar, er han berettiget til at tage Sæde i Statsraadet; dog uden Stemme eller Ansvar.

§ 38.

Ingen Prinds af Blodet maa forlade Riget, gifte sig eller begive sig i fremmed Tjeneste uden Kongens Tilladelse. Handler han herimod, forbryder han sin Ret til Kronen.

§ 39

De kongelige Prindser og Prindsesser skulle for deres Personer ikke svare for andre, end Kongen, eller hvem han til Dommer over dem forordner.

§ 40.

Er Tronarvingen fraværende ved Kongens Død, bør han, hvis uovervindelige Hindringer ei forbyde det, inden 6 Maaneder, efterat Dødsfaldet er ham tilkjendegivet, indfinde sig i Riget, eller for sin Person have tabt Ret til Kronen.

§ 41.

Er nærmeste Tronarving ved Kongens Død umyndig, fører Enkedronningen, om hun er Kongens kjødelige Moder, saa længe hun forbliver Enke, Regjeringen i Forening med Statsraadet, indtil Kongen vorder myndig. Er saadan Enkedronning ei til, da fører den nærmeste arveberettigede Prinds, som da er over 25 Aar gammel, Regjeringen paa samme Maade, under Tittel af Regent. Er Regentskabet tilfaldet en Fjernere i Arveordenen, paa Grund af, at den Nærmere ei var fuldmyndig, da skal den Første fravige det for den Sidstnævnte, saa snart denne har opnaaet 24 Aars Alder. I disse Tilfælde affattes Beslutningerne i Statsraadet efter de fleste Stemmer, og har Enkedronningen eller Regenten 2 Stemmer.

§ 42.

Er ingen saadan fuldmyndig Prinds til, føres Regentskabet af Statsraadet i Forening med de Mænd, som Storthinget maatte finde fornødent at tilforordne, under Ansvar efter 45de §. Den første af Statsraadets Medlemmer har da Forsædet og 2 Stemmer.

§ 43.

De i 42de § fastsatte Bestemmelser gjelde ligeledes i Tilfælde af, at Kongen ved Sinds- eller Legemssvaghed bliver uskikket til Regjeringen, eller er fraværende fra Riget.

§ 44.

De, som ifølge Foranførte forestaae Regjeringen medens Kongen er umyndig, fraværende eller paa anden Maade ud afstand til selv at regjere, skulle for Storthinget, hver for sig, aflægge følgende Eed: «Jeg lover og sværger at ville forestaae Regjeringen i Overensstemmelse med Constitutionen og Lovene; saa sandt hjelpe mig Gud og hans hellige Ord!»

§ 45.

Saa snart deres Statsbestyrelse ophører, skulle de aflægge Kongen og Storthinget Regnskab for samme.

§ 46.

Ved Kongens Død, eller i de Tilfælde, i hvilke et Regentskab bør beskikkes, skal strax et overordentligt Storthing sammenkaldes af Statsraadet, eller andre Vedkommende. Opfylder Statsraadet ikke denne Pligt inden 4 Uger, besørges Sammenkaldelsen ved Justitiarius og Tilforordnede i Høiesteret.

§ 47.

Bestyrelsen af den umyndige Konges Opdragelse bør, hvis hans Fader ei derom har efterladt nogen skriftlig Bestemmelse, betroes til visse, af Storthinget dertil udnævnte, Mænd i Forening med Enkedronningen, om hun er hans kjødelige Moder, med Udelukkelse af den nærmeste Tronarving, hans Livsarvinger, Statsraadet og Regentskabets øvrige Tilforordnede.

§ 48.

Er den mandlige Kongestamme uddød, og ingen Tronfølger udkaaren, da sammenkaldes Storthinget strax, paa den i 46de § foreskrevne Maade, for at vælge en nye Kongeæt. Imidlertid forholdes med den udøvende Magt efter 42de §.

C. Om Borgerret og den lovgivende Magt.

§ 49.

Folket udøver den lovgivende Magt ved Storthinget, der bestaaer af 2 Afdelinger, et Lagthing og et Odelsthing.

§ 50.

Stemmeberettigede ere kun de norske Borgere, som have fyldt 25 Aar, have været bosatte i Landet i 5 Aar, og enten

a.ere, eller have været Embedsmænd,
b.paa Landet eie eller paa længere Tid end 5 Aar have byxlet matrikuleret Jord,
c.ere Kjøbstadborgere, eller i Kjøbstad eller Ladested eie Gaard eller Grund, hvis Værdie i det mindste er 300 Rigsbankdaler Sølvværdie.
§ 51.

Inden 6 Maaneder efter denne Constitutions Antagelse skal, i enhver Kjøbstad af Magistraten og i ethvert Præstegjeld af Fogden og Præsten forfattes et Mandtal over alle stemmeberettigede Indvaanere. De Forandringer dette efterhaanden maatte undergaae, anføres ufortøvet deri. Enhver skal, forinden han indføres i Mandtallet, offentligen til Thinge sværge Constitutionen Troskab.

§ 52.

Stemmeret suspenderes:

a.Ved Anklage til Thinge for Forbrydelser,
b.ved Umyndiggørelse,
c.ved Opbud eller Fallit, indtil Creditorerne have erholdt fuld Betaling: medmindre Fallitten er foraarsaget ved Ildsvaade, eller andet utilregneligt og bevisligt Uheld.
§ 53.

Stemmeret tabes:

a.ved at have været dømt til Tugthuus, Slaverie eller vanærende Straffe,
b.ved at gaae i en Fremmed Magts Tjeneste uden Regjeringens Samtykke,
c.ved at erhverve Borgerret i en fremmed Stat,
d.ved at overbevises om at have kjøbt Stemmer, solgt sin egen Stemme, eller stemt i flere, end een Valgforsamling.
§ 54.

Valg- og Districtsforsamlingerne holdes hvert 3die Aar. De skulle være tilendebragte inden December Maaneds Indgang.

§ 55.

Valgforsamlingerne holdes paa Landet i Præstegjeldets Hovedkirke, i Kjøbstæderne i Kirken, paa Raadhuset eller et andet dertil beqvemt Sled. De bestyres paa Landet af Sognepresten og hans Medhjelpere, i Kjøbstæderne af disses Magistrater og Formænd. Stemmegivningen skeer i den Orden, Mandtallet viser. Stridigheder om Stemmeret afgjøres af Forsamlingens Bestyrere, hvis Kjendelse kan indankes for Storthinget.

§ 56.

Førend Valgene begynde skal Constitutionen lydelig oplæses, i kjøbstæderne af den første Magistratsperson, paa Landet af Præsten.

§ 57.

I kjøbstæderne udnævnes een Valgmand for hver 50 stemmeberettigede Indvaanere. Disse Valgmænd samles inden 8 Dage derefter, paa et af Øvrigheden dertil bestemt Sted, og udnævne enten af deres egen Midte, eller blandt de øvrige Stemmeberettigede i deres Valgdistrict 1/4 af deres eget Antal til at møde og tage Sæde paa Storthinget, saaledes, at, 3 til 6 vælge Een, 7 til 10 To, 11 til 14 Tre, 15 til 18 Fire, som er det højeste Antal, nogen Bye maa sende. Har en Kjøbstad færre end 150 Stemmeberettigede Indvaanere, sender den sine Valgmænd til nærmeste kjøbstad, for at stemme i Forening med dennes Valgmæn, og ansees da begge kjøbstæder som eet District.

§ 58.

I hvert Præstegjeld paa Landet udnævne de stemmeberettigede Indvaanere, i Forhold til deres Antal, Valgmænd saaledes, at indtil 100 vælge Een, 100 til 200 To, 200 til 300 Tre, o. s. f. i samme Forhold. Disse Valgmænd samles inden een Maaned derefter paa et, af Amtmanden dertil bestemt Sted, og udnævne da, enten af deres egen Midte, eller blandt de øvrige Stemmeberettigede i Amtet 1/10 af deres eget Antal til at møde og tage Sæde paa Storthinget, saaledes, at 5 til 14 vælge Een, 15 til 24 To, 25 til 34 Tre, 35 og derover Fire, som er det største Antal.

§ 59.De i § 57 og 58 fastsatte Bestemmelser gjelde indtil næste Storthing. Befindes det da, at Kjøbstædernes Repræsentanter udgjøre mere eller mindre end 1/3 af hele Rigets, bør Storthinget, til Følge for Fremtiden, forandre disse Bestemmelser saaledes, at Kjøbstadernes Repræsentanter forholde sig til Landets, som 1 til 2, og bør Repræsentanternes Antal i det Hele ikke være mindre, end 75 og ei større end 100.
§ 60.

De inden Riget værende Stemmeberettigede, der ikke kunne møde formedelst Sygdom, Militairtjeneste eller andet lovligt Forfald, kunne skriftlig sende sine Stemmer til dem, der bestyre Valgforsamlingerne, forinden disse ere tilendebragte.

§ 61.

Ingen kan vælges til Repræsentant, medmindre han er 30 Aar gammel og har i 10 Aar opholdt sig i Riget.

§ 62.

Statsraadets Medlemmer og de Embedsmænd, som ere ansatte ved dets Comptoirer, eller Hoffets Betjente og dets Pensionister kunne ikke vælges til Repræsentanter.

§ 63.

Enhver, som vælges til Repræsentant, er pligtig at modtage Valget, medmindre han hindres derfra ved Forfald, der kjendes lovligt af Valgmændene, hvis Kjendelse kan underkastes Storthingets Bedømmelse. Den, som to paa hinanden følgende Gange har mødt som Repræsentant paa et ordentligt Storthing, er ikke forpligtet til at modtage Valget til det derpaa følgende ordentlige Storthing. Hindres en Repræsentant ved lovligt Forfald fra at møde paa Storthinget, træder den, som næst ham har de fleste Stemmer i hans Sted.

§ 64.

Saa snart Repræsentanterne ere valgte, forsynes de med en Fuldmagt, underskrevet, paa Landet af Overøvrighederne og i Kjøbstæderne af Magistraten, saavelsom af samtlige Valgmænd, til Beviis for, at de, paa den i Constitutionen foreskrevne Maade, ere udnævnte. Disse Fuldmagters Lovlighed bedømmes af Storthinget.

§ 65.

Enhver Repræsentant er berettiget til Godtgjørelse af Statskassen for Reiseomkostninger til og fra Storthinget og for Underholdning i den Tid, han der opholder sig.

§ 66.

Repræsentanterne ere paa deres Reise til og fra Storthinget, samt under deres Ophold der, befriede fra personlig Heftelse, medmindre de gribes i offentlige Forbrydelser; ei heller kunne de udenfor Storthingets Forsamlinger drages til Ansvar for deres der yttrede Meninger. Efter den der vedtagne Orden er Enhver pligtig til at rette sig.

§ 67.

De paa forestaaende Maade valgte Repræsentanter udgjøre Kongeriget Norges Storthing.

§ 68.

Storthinget aabnes i Almindelighed den Første Søgnedag i Februarii Maaned hvert 3die Aar i Rigets Hovedstad, medmindre Kongen, paa Grund af overordentlige Omstændigheder, saasom fiendtligt Indfald eller smitsom Syge dertil bestemmer en anden Kjøbstad. Saadan Bestemmelse maa da betimelig bekjendtgjøres.

§ 69.

I overordentlige Tilfælde har Kongen Ret til at sammenkalde Storthinget udenfor den almindelige Tid. Kongen udstæder da en Kundgjørelse, som bør være læst i alle Stiftsstædernes Kirker i det mindste 6 Uger, forinden Storthingets Medlemmer skulle møde paa det bestemte Sted.

§ 70.

Et saadant overordentligt Storthing kan af Kongen hæves, naar han forgodtbefinder.

§ 71.

Storthingets Medlemmer fungere som saadanne 3 paa hinanden Følgende Aar, saavel ved overordentlige, som ved det ordentlige Storthing, der imidlertid holdes.

§ 72.

Holdes et overordentligt Storthing endnu paa den Tid, det ordentlige skal sammentræde, ophører det førstes Virksomhed, saasnart det sidste er samlet.

§ 73.

Intet af Thingene kan holdes, medmindre 2/3 af dets Medlemmer ere tilstæde.

§ 74.

Saasnart Storthinget har constitueret sig, aabner Kongen, eller den, han dertil beskikker, dets Forhandlinger med en Tale, hvori han underretter det om Rigets Tilstand og de Gjenstænde, hvor paa han især ønsker at henlede Storthingets Opmærksomhed. Ingen Deliberation maa finde Sted i Kongens Nærværelse. Storthinget udvælger blandt sine Medlemmer 1/4 Part, som udgjør Lagthinget, de øvrige 3/4 Parter danne Odelsthinget. Hvert Thing holder sine Forsamlinger særskilte og udnævner sin egen Præsident og Secretair.

§ 75.

Det tilkommer Storthinget:

a.at give og ophæve Love, paalægge Skatter, Afgifter, Told og andre offentlige Byrder, som dog ei gjelde længere, end til 1ste Julii i det Aar, da et nyt, ordentligt Storthing er samlet, medmindre de af dette udtrykkeligen fornyes.
b.at aabne Laan paa Statens Credit;
c.at føre Opsynet over Rigets Pengevæsen;
d.at bevilge de, til Statsudgifterne fornødne, Pengesummer,
e.at bestemme, hvormeget aarligen skal udbetales Kongen til hans Hofstat, og at fastsette den Kongelige Families Apanage, som dog ikke maa bestaae i faste Eiendomme;
f.at lade sig forelægge Statsraadets Protocol og alle offentlige Indberetninger og Papirer, egentlige militaire Comandosager undtagne;
g.at lade sig meddele de Forbund og Tractater, Kongen paa Statens Vegne har indgaaet med fremmede Magter, med Undtagelse af hemmelige Artikler, som dog ei maae stride mod de offentlige.
h.at kunne fordre Enhver til at møde for sig i Statssager, Kongen og den kongelige Familie undtagen; dog gjelder denne Undtagelse ikke for de kongelige Prindser, forsaavidt de maatte være Embedsmænd;
i.at revidere midlertidige Gage- og Pensionslister, og deri gjøre de Forandringer, det finder fornødne;
k.at udnævne 5 Revisorer, der aarligen skulle gjennemsee Statens Regnskaber og bekjendtgjøre Extracter af samme ved Trykken, hvilke Regnskaber derfor skulle tilstilles disse Revisorer hvert Aar inden 1ste Julii;
l.at naturalisere Fremmede.
§ 76.

Enhver Lov skal først foreslaaes paa Odelsthinget, enten af dets egne Medlemmer, eller af Regjeringen ved en Statsraad. Er Forslaget der antaget, sendes det til Lagthinget, som enten bifalder eller forkaster det, og, i sidste Tilfælde, sender det tilbage med tilføiede Bemærkninger. Disse tages i Overveielse af Odelsthinget, som enten henlægger Lovforslaget, eller atter sender det til Lagthinget med, eller uden Forandringer.

Naar et Forslag fra Odelsthinget to Gange har været Lagthinget forelagt, og anden Gang derfra er bleven tilbagesendt med Afslag; træder hele Stortinget sammen og, med 2/3 af dets stemmer, afgjøres da Forslaget. Imellem enhver Saadan Deliberation maae i det mindste 3 Dage hengaae.

§ 77.

Naar en, af Odelsthinget foreslaaet Beslutning er bifaldet af Lagthinget, eller det samlede Storthing sendes det ved en Deputation fra begge Storthingets Afdelinger til Kongen med Anmodning om hans Sanction.

§ 78.

Billiger Kongen Beslutningen, forsyner han den med sin Underskrift, hvorved den vorder Lov. Billiger han den ikke, sender han den tilbage til Odelsthinget, med den Erklæring, at han ikke fortiden finder det tjenligt at sanctionere Beslutningen.

§ 79.

Beslutningen maae i dette Tilfælde ikke mere af det da samlede Storthing forelægges Kongen, som paa samme Maade kan forholde sig, om næste ordentlige Storthing paa ny foreslaaer samme Beslutning; men bliver den ogsaa af det 3die ordentlige Storthing, efter igjen at være drøftet, atter paa begge Thing uforandret antaget, og den da forelægges Kongen, med Begjering, at Hans Majestæt ikke vil nægte en Beslutning sin Sanction, som Storthinget, efter det modneste Overlæg, anseer for gavnlig; saa vorder den Lov, om end Kongens Sanction ikke paafølger inden Storthinget adskilles.

§ 80.

Storthinget forbliver samlet saalænge, det finder det fornødent; dog ikke over 3 Maaneder uden Kongens Tilladelse. Naar det, efterat have tilendebragt sine Forretninger, eller efterat have været samlet den bestemte Tid, hæves af Kongen, meddeler han tillige sin Resolution paa de, ikke allerede forinden afgjorte Beslutninger, ved enten at stadfæste eller forkaste dem. Alle de, som han ikke udtrykkelig antager, ansees som af ham forkastede.

§ 81.

Alle Love – de i § 79 undtagne – udfærdiges i Kongens Navn og under Rigets Segl i følgende Udtryk:

«Vi N.N, af Guds Naade og efter Rigets Constitution Norges Konge, gjøre vitterligt, at Os er bleven forelagt Storthingets Beslutning af Dato, saalydende:

[Her følger Beslutningen]

Thi have Vi antaget og bekræftet, ligesom Vi herved antage og bekræfte samme som Lov; under vor Haand og Rigets Segl.»

§ 82.

I de provisoriske Anordninger, som Kongen udgiver i den Tid, intet Storthing holdes, saavelsom de øvrige Anordninger og Befalinger, der vedkomme den udøvende Magt allene, affattes saaledes: « Vi N.N. etc. gjøre vitterligt, at Vi, i Kraft af den Os ved Rigets Constitution meddelte Myndighed, have besluttet, ligesom Vi herved beslutte o. s. v.»

§ 83.

Kongens Sanction udfordres ikke til de Storthingets Beslutninger, hvorved:

a.det erklærer sig samlet som Storthing efter Constitutionen;
b.det bestemmer sit indvortes Politie;
c.det antager eller forkaster de tilstædeværende Medlemmers Fuldmagter;
d.det stadfæster eller forkaster Kjendelser om Valgstridigheder;
e.det naturaliserer Fremmede;
f.og endelig, til den Beslutning, hvorved Odelsthinget sætter Statsraader eller Andre under Tiltale.
§ 84.

Storthinget kan indhente Høiesterets Betænkning over Juridiske Gjenstænde.

§ 85.

Storthinget holdes for aabne Døre og dets Forhandlinger kundgjøres ved Trykken, undtagen i de Tilfælde, hvor det Modsatte besluttes ved Stemmeflerhed.

§ 86.

Den, der adlyder en Befaling, hvis Hensigt er at forstyrre Storthingets Frihed og Sikkerhed, gjør sig derved skyldig i Forræderie mot Fædrenelandet.

D. Om den dømmende Magt.

§ 87.

Lagthingets Medlemmer tilligemed Høiesteret udgjøre Rigsretten, som i første og sidste Instants dømmer i de Sager, som af Odelsthinget anlægges, enten mod Statsraadets, eller Høiesterets Medlemmer, for Embedsforbrydelser, eller mod Storthingets Medlemmer for de Forbrydelser, de som saadanne begaae. I Rigsretten har Præsidenten i Lagthinget Forsædet.

§ 88.

Den Anklagede kan, uden nogen dertil angiven Aarsag, forskyde af Rigsrettens Medlemmer indtil 1/3; dog saaledes, at Retten ei udgjør mindre end 15 Personer.

§ 89.

Til at dømme i sidste Instants skal, saasnart mueligt, organiseres en Høiesteret, der ikke maa bestaae af færre, end Justitiarius og 6 Tilforordnede.

§ 90.

I Fredstider er Høiesteret tilligemed 2 høie Officierer, som Kongen tilforordner, anden og sidste Instants i alle de Krigsretssager, som angaae enten Liv eller Ære, eller Friheds Tab for længere Tid, end 3 Maaneder.

§ 91.

Høiesterets Domme kunne i intet Tilfælde paaankes eller underkastes Revision.

§ 92.

Ingen kan beskikkes til Medlem af Høiesteret, førende han er 30 Aar gammel.

E. Almindelige Bestemmelser.

§ 93.

Til Embeder i Staten maa allene udnævnes de norske Borgere, som bekjende sig til den evangelisk-lutterske Religion, have svoret Constitutionen og Kongen Troskab, og tale Landets Sprog, samt

a.enten ere fødte i Riget af Forældre, der da vare Statens Undersaatter;
b.ere fødte i fremmede Lande af norske Forældre, som paa den Tid ikke vare en anden Stats Undersaatter,
c.eller som nu have stadigt Ophold i Riget, og ikke have vægret sig for at aflægge den Eed, at hævde Norges Selvstændighed,
d.eller som herefter opholde sig i Riget i 10 Aar;
e.eller som af Storthinget vorde naturaliserede.

Dog kunne Fremmede beskikkes til Lærere ved Universitetet og de lærde Skoler, til Læger og til Consuler paa fremmede Stæder. Ingen maa beskikkes til Overøvrighedsperson, førend han er 30 Aar gammel, eller til Magistratsperson, Underdommer og Foged, førend han er 25 Aar gammel.

§ 94.

En nye, almindelig civil og criminel Lovbog skal foranstaltes udgivet paa første, eller om det ikke er mueligt, paa andet ordentlige Storthing. Imidlertid blive Statens nugjeldende Love i Kraft, førsaavidt de ei stride imod denne Grundlov eller de provisoriske Anordninger, som imidlertid maatte udgives. De nuværende permanente Skatter vedblive ligeledes til næste Storthing.

§ 95.

Ingen Dispensationer, Protectorier, Moratorier eller Opreisninger maae bevilges, efterat den nye, almindelige Lov er sat i Kraft.

§ 96.

Ingen kan dømmes uden efter Lov, eller straffes uden efter Dom. Pinligt Forhør maa ikke finde Sted.

§ 97.

Ingen Lov maa gives tilbagevirkende Kraft.

§ 98.

Med Sportler, som erlægges til Rettens Betjente, bør ingen Afgifter til Statskassen være forbundne.

§ 99.

Ingen maa fængslig anboldes uden i lovbestemte Tilfælde og paa den ved Lovene foreskrevne Maade. For ubeføiet Arrest eller ulovligt Ophold staae Vedkommende den Fængslede til Ansvar.

§ 100.

Trykkefrihed bør finde Sted. Ingen kan straffes for noget Skrift af hvad Indhold det end maatte være, som han har ladet trykke eller udgive, medmindre han forsettligen og aabenbar enten selv har viist, eller tilskyndet andre til Ulydighed mod Lovene, Ringeagt mod Religionen, Sædelighed eller de constitutionelle Magter, Modstand mod disses Befalinger, eller fremført falske og æreskrenkende Beskyldninger mod nogen. Frimodige Yttringer om Statsstyrelsen og hvilkensomhelst anden Gjenstand ere Enhver tilladte.

§ 101.

Nye og bestandige Indskrænkninger i Næringsfriheden bør ikke tilstædes nogen for Fremtiden.

§ 102.

Huusinqvisitioner maae ikke finde Sted, uden i criminelle Tilfælde.

§ 103.

Fristed tilstædes ikke dem, som herefter fallere.

§ 104.Jord- og Brugslod kan i intet Tilfælde forbrydes.
§ 105.

Fordrer Statens Tarv, at Nogen maae afgive sin rørlige eller urørlige Eiendom til offentligt Brug, saa bør han have fuld Erstatning af Statskassen.

§ 106.

Saavel Kjøpesummer, som Indtægter af det, Geistligheden beneficerede Gods, skal blot anvendes til Geistlighedens Bedste og Oplysningens Fremme. Milde Stiftelseres Eiendomme skulle blot anvendes til disses Gavn.

§ 107.

Odels- og Aasædesretten maa ikke ophæves. De nærmere Betingelser, hvorunder den, til største Nytte for Staten og Gavn for Landalmuen, skal vedblive, fastsettes af det første eller andet følgende Storthing.

§ 108.

Ingen Grevskaber, Baronier, Stamhuse og Fideicommisser maae for Eftertiden oprettes.

§ 109.

Enhver Statens Borger er i Almindelighed lige forpligtet i en vis Tid at værne om sit Fædreneland, uden Hensyn til Fødsel eller Formue. Denne Grundsetnings Anvendelse og de Indskrænkninger, den bør undergaae, overlades til første ordentlige Storthings Afgjørelse, efterat alle Oplysninger ere erhvervede ved en Committee, der udvælges inden denne Rigsforsamlings Slutning. Imidlertid vedblive de nugjeldende Bestemmelser.

§ 110.

Naar Rigsforsamlingen har antaget denne Constitution, vorder den Rigets Grundlov. Viser Erfaring, at nogen Deel af den bør forandres, skal Forslaget derom fremsettes paa et ordentligt Storthing og kundgjøres ved Trykken. Men det tilkommer først det næste ordentlige Storthing at bestemme, om den foreslaaede Forandring bør finde Sted, eller ei. Dog maa saadan Forandring aldrig modsige denne Grundlovs Principer, men allene angaae Modificationer, der ikke forandre denne Constitutions Aand, og bør 2/3 af Storthinget være enig i saadan Forandring.

[Signert av presidentskapet og riksforsamlingens medlemmer 17. mai 1814.] 

Forord

Storthinget fattede den 21de Mai 1902 følgende beeslutning:

«Det overdrages Storthingets Kontor at udarbeide Udkast til en Udgave af Grundloven og vore øvrige Forfatningsdokumenter, hvilket Udkast bliver at undergive Prøvelse af Konstitutionskomiteen, som derefter afgiver Indstilling i Sagen til Storthinget.»

I Henhold til denne Beslutning blev der af Første-Sekretær ved Storthingets Kontor Arnet Olafsen udarbeidet et Udkast, som har været gjennemseet af Expeditionschef i Justisdepartementet G. Hallager.

Dette Udkast har været Grundlaget for nærværende Udgave.

Til Oplysning om denne Udgave meddeles:

I.Grundloven af 17de Mai 1814 er aftrykt efter det i Storthingets Arkiv opbevarede Original-Haandskrift.

Det er indført i Rigsforsamlingens Hovedprotokol under 18de Mai 1814.

Grundloven blev udgivet i Trykken ved G. Sverdrup, L. Stoud Platau og Omsen, som af Rigsforsamlingen var valgte til at udgive dens Forhandlinger i Trykken, og saavel Kvartudgaven som to Oktavudgaver indeholder deres Bevidnelse, dateret Kristiania den 31te Mai 1814, for, at Grundloven er ordlydende aftrykt efter Rigsforsamlingens Hovedprotokol.

I nærværende Udgave er mere væsentlige Afvigelser i Hovedprotokollen og i den trykte Kvartudgave fra Original-Haandskriftet anførte i Noter. Afvigelser med Hensyn til Ordenes Skrivemaade og Deling og nye Linjer er ikke anførte og som Regel heller ikke Afvigelser med Hensyn til Skilletegn.

II.Til Grundloven af 17de Mai, som den blev nærmere bestemt i Norges overordentlige Storthing i Kristiania den 4de November 1814, findes følgende Haandskrifter:

1. «Koncept-Exemplaret», underskrevet af Redaktionskomiteen. Det indeholder Grundtonens Titel og Text, hvoraf dog 2det Led af § 99 mangler. Dette Koncept er refereret i Storthinget den 7de November 1814 og af dette bifaldt, ligesom det blev forelagt de svenske Kommissærer og af disse godkjendt. Dets Datering og Underskrift findes gjengivet Side 41. Det opbevares i Storthingets Arkiv.

Nr. 3 a. «Arkiv-Exemplaret» opbevaret i Storthingets Arkiv. Det indeholder Grundlovens Titel og Text, hvoraf 2del Led af § 99 er tilskrevet i Margen, Underskrift af Præsident og Parafering af Sekretær, Attestation af Redaktionskomiteen og Paategning af de svenske Kommissærer, saaledes som det findes gjengivet Side 41.

Dette Haandskrift er indført i det overordentlige Storthings Hovedprotokol under 14de November 1814, uden at 2det Led af § 99 er tilføiet.

Nr. 2 b. Et Parallel-Exemplar til Nr. 2 a, med de svenske Kommissærers Paategning i Afskrift, bekræftet af Redaktionskomiteen, saaledes som anført Side 42. Et udtaget Blad, med kun 1ste Led af § 99, er indlagt paa det Sted, hvor et nyt Blad med den fuldstændige Paragraf er indsat. Det opbevares i del svenske Udenrigsdepartements Arkiv. En fotolitografisk Gjengivelse findes i Storthingets Arkiv.

Nr. 3. Det Haandskrift, som det overordentlige Storthing i 1814 sendte Kongen med en Deputation. Det indeholder Grundlovens Titel, Intimation, Text og Underskrift af Præsident og 76 Repræsentanter og Parafering rif Sekrelær, saaledes som gjengivet Side 43. De to Repræsentanter, hvis Underskrift mangler, er Johan Collett og Diriks.

Dette Haandskrift opbevares i det svenske Udenrigsdepartements Arkiv. En Afskrift, som er paaført Konstitutionskomiteens Bevidnelse om, at det «Side for Side, Ord for Ord og Bogstav for Bogstav» er overensstemmende med Haandskriftet, blev tilveiebragt i 1830 og opbevares i Storthingets Arkiv. Oplysninger ved Storthingets Kontorchef Nickelsen om nogle Unøiagtigheter i Afskriften er vedlagt denne.

Den Intimation, som skulde tilføies Grundloven, forinden den tryktes, vedtoges af Storthinget den 16de November 1814. Den findes i Storthingets Arkiv. Desuden er den bilagt Haandskrift Nr. 2 b og indtaget i Haandskrift Nr. 3 mellem Titel og Text.

Ifølge Hovedprotokollen fattede Storthinget den 19de November 1814 den Bestemmelse, at «Grundloven, som ikke efter sin Natur kan henhøre blandt de Love, der udfordre Kongens Sanction for at blive til Lov, bør publiceres i Repræsentanternes og ikke i Kongens Navn» og den 24de s. M.: «at den af de svenske Commissairier gjordte Paategning skal i Oversættelse trykkes med Grundloven, hvilket Committeen, som har besørget dens Redaction, tillige besørger».

Redaktionskomiteens Formand, Sorenskriver, senere Justitiarius J. Chr. Berg tilligemed Generalpolitidirektør, senere Statsraad Diriks, som Medlem af den til Underhandling med de svenske Kommissærer nedsatte Komite, forestod Grundlovens Trykning, hvis Korrektur besørgedes af Redaktionskomiteens Formand.

Da den trykte officielle Udgave («den originale Udgave in 4to») var omdelt til Storthingets Medlemmer senest den 26de November, blev det opdaget, at den ikke forandrede § 27 i Grundloven af 17de Mai var udeglemt. Den blev sat ind som 2det Led af § 99. Den officielle Udgave blev omtrykt i Overensstemmelse hermed og det nye Led til § 99 tilføiet Haandskrift Nr. 2 a i Margen og Haandskrift Nr. 2 b paa et Blad, som sattes ind istedetfor et udtaget. Veti Haandskrift Nr. 3 kan Forandringen ikke paavises; men det er ved det angivne Tidspunkt, at ogsaa dette har faaet § 99 i den nuværendee Form.

Den officielle Udgave indeholder foruden Grundloven de svenske Kommissærers Paategning i Oversættelse ved Redaktionskomiteens Formand, og Successions-Ordningen vedtrykt i Oversættelse, besørget ved den samme og gjennemseet af Præsident Christie.

Nærværende Udgave gjengiver Side 21–40, Grundloven efter denne officielle Udgave.

Mere væsentlige Afvigelser i den officielle Udgave fra Haandskrifterne og fra Hovedprotokollen er anførte i Noter. Afvigelser med Hensyn til Ordenes Skrivemaade og nye Linjer er ikke anførte og som Regel heller ikke Afvigelser med Hensyn til Skilletegn og Ordenes Deling.

III.Den kongelige Kundgjørelse, dateret 10de November 1814, er aftrykt efter Originalen i Rigsarkivet. Denne Kundgjørelse findes ikke i det norske Statsraads Protokol, hvorimod den i en temmelig mangel fuld Form er indført i Statsraadets Kopibog som sidste Dokument for 10de November 1814. Kundgjørelsen er ikke kontrasigneret af norsk Minister, men kun paraferet af Krigsraad Fischer, som var konstitueret norsk Statssekretær. Den udkom i Trykken som et særskilt Aktstykke. En Afvigelse fra Originalen er anført i en Note.
IV.Grundloven med senere Ændringer og Tillæg er trykt saaledes, at der først under hver Paragraf anføres den nugjældende Text (med Cicero) og derefter ophævet Text, med mindre Skrift (Borgis), i historisk Rækkefølge, saaledes at det kan sees, hvorledes hver Paragraf til enhver Tid har lydt.

Grundlovens Text fra 1814 er gjengivet som i denne Udgave under II. Senere Ændringer og Tillæg er gjengivne efter de fra Statssekretariatet og Rigsarkivet udlaante originale Expeditioner af Storthingets Beslutninger, sammenholdte med de originale Forslag i Storthingets Arkiv, Komiteindstillinger, Storthingets Forhandlings- og Expeditionsprotokoller og Storthingstidende, de officielle Kvartudgaver før 1877 og efter den Tid «Norsk Lovtidende».

Alle Beslutninger om Ændringer i og Tillæg til Grundloven er underskrevne af Storthingets Præsident og Sekretær.

Kongens Underskrift paa Storthingets Beslutninger af 4de Januar 1816 (i og 31te Marts 1821 er meddelt efter Formelen i Grundlovens § 81. Fra 1842 af er denne Formel blevet tillempet saaledes: 

«Vi N. N.

Gjøre vitterligt: Os er Blevet forelagt det nu forsamlede ordentlige Storthings i Overensstemmelse med Grundlovens § 112 fattede Beslutning af Dato saalydende: (her følger Beslutningen).

Thi have Vi antaget og bekræftet, ligesom Vi herved antage og bekræfte denne Beslutning som Grundlovsbestemmelse.» 

hvorefter Dato, Kongens Navn med Segl, Kontrasignation af Statsminister og Parafering af Statssekretær.

Ved Ændringer og Tillæg er i denne Udgave anført to Datoer, foran en Skraastreg Datoen for Storthingets Beslutning og efter Skraastregen Datoen for Kongens Underskrift.

Den gjældende Grundlovstext er meget ujevn i Retskrivningen. En Normalisering er derfor foretaget. Grundlovens Sprogbrug med Flertal i Verber er gjennemført i §§ 2, 21 og 92, hvor dette ikke har været iagttaget i de originale Forslag.

Med Hensyn til Skilletegn har ingen Normalisering fundet Sted. Ophævet Text anføres uden Normalisering.

V.En Afskrift af Successions-Ordningen efter det i det svenske Rigsarkiv opbevarede Original-Haandskrift, bekræftet fra norsk Side af Statsraad Sibbern og Statssekretær Due og fra svensk Side af Hofkansler von Schulsenheim, er fra 1833 opbevaret i Storthingets Arkiv, ligesaa fra 1836 den efter samme Original foretagne Oversættelse, som er aftrykt i denne Udgave, bekræftet fra norsk Side af Statsraad Krog og Statssekretær Due og fra svensk Side af Hofkansler von Schulsenheim.
VI.Lov om Kongens Myndigheds Alder er aftrykt efter Originalen i Rigsarkivet.
VII.Af Rigsakten er det norske Original-Haandskrift, med Norge nævnt foran Sverige og de norske Underskrifter foran de svenske, opbevaret i Rigsarkivet. Det svenske Original-Haandskrift, med Sverige nævnt foran Norge og de svenske Underskrifter foran de norske, er opbevaret i det svenske Rigsarkiv.

I Storthingets Arkiv opbevares den originale kongelige Proposition til Rigsakten, med Oversættelse til Norsk af Forslaget til Rigsakt, bekræftet af den norske Regjering, og Afskrift af det af Sveriges Riges Stænder vedtagne Forslag, bekræftet af den svenske Hofkansler G. af Wetterstedt (Bilag 14–16 til første ordentlige Storthings Protokol), den afgivne Komiteindstilling i Koncept (Bilag 40), det af Bergh og Weidemann bekræftede «Koncept til den udfærdigende Rigsact», fremlagt i Storthinget den 13de og 15de Juli 1815 og den 17de derefter besluttet hoslagt Protokollen (Nr. 50), m. ft. Dokumenter.

Efterat Rigsakten var endelig vedtaget af Storthinget den 31te Juli 1815, blev det norske Original-Haandskrift, underskrevet af det norske Storthing, den 1ste August oversendt den norske Regjering, som samme Dag indstillede til Kongen at sanktionere Rigsakten.

Ifølge Hovedprotokollen for 1815 i den norske Statsraadsafdelings Kancelli i Stockholm blev der paa Stockholm Slot den 6te Angust 1815 holdt et «combineret svensk og norsk Staatsraad» hos Kongen, hvor der blev fremlagt: den norske Regjerings Beretning, Skrivelse fra Storthingets Præsident og «den af Storthinget formeligen udfærdigede og underskrevne Rigs-Act», hvorefter det naadigst behagede Hs. Majestæt: «at sanctionere Rigs-Acten».

Protokollen er underskrevet af Statsraaderne Sommerhielm og C. Krohg og paraferet uf Statssekretær Hagerup.

De Paategninger, som er paaførte det norske Original-Haandskrift af Rigsakten, er ikke nævnte i Protokollen, og de er ikke kontrasignerede af norsk Minister.

Den 5te December 1815 modtag Storthinget fra Regjeringen et Exemplar af en trykt Udgave, med Titel som anført Side 94. Paa Titelbladet anføres urigtig, at Rigsakten er sanktioneret den 26de August. Kongens Paategninger er anførte som i nærvørende Udgave. Kongens norske Segl er paasat under det trykte Navn,

Kongens Underskrift paa Storthingets Beslutning af 11te Marts 1845 til Forandring i Rigsaktens § 7 er meddelt i norsk Statsraad den 2den April s. A. med Grundlovens Formel i § 81 tillempet saaledes: 

«Vi Oscar, af Guds Naade Konge til Norge og Sverige, de Gothers og Venders,

Gjøre vitterligt: Os er Neven forelagt det nu forsamlede ordentlige Storthings i Overeensstemmelse med Grundloven § 112 og Rigsaktens § 12 fattede Beslutning af 11te Marts sidstleden, saalydende: (her følger Beeslutningen).

Thi have Vi antaget og bekræftet, ligesom Vii herved antage og bekræfte denne i Beslutning som Rigsaktsbestemmelse» o. s. v. med Kontrasignation af norsk Minister og Parafering af Statssekretær. 

I Rigsakten indeholdes ikke Bestemmelser om, hvorledes den fra svensk Side kan forandres: men i saa Maade ansees gjældende, hvad de svenske Stænder i 1815 besluttede med Hensyn til de Spørgsmaals Natur, som angaar Foreningen mellem Sverige og Norge, af de baade da og senere kan afgjøres paa den samme Rigsdag, hvor de fremsættes, uden at maatte udsættes til den næste.

Naar der i nærværende Udgave forekommer Navne, hvor Forbogstaverne er stillede helt indtil hinanden, er det skeet for at betegne, at Navnetrækkene er sammenslyngede i Haandskrifterne.

Forøvrigt henvises til Indst. S. XXXXII for 1901/1902 og Indst. S. XXXXII for 1902/1903.

Storthingets Konforche Alfred Nickelsen har bistaaet Komiteen med at sammenholde Aftrykkene med Haandskrifterne og med at læse Korrekturen. 

Kristiania i Konstitutionskomiteen den 27de Mai 1903. 

Carl Berner,
Formand
Oddmund Vik,
Ordfører.
Olaf Sveinsson,
Sekretær