HISTORISK VERSJONHISTORISK VERSJONHISTORISK VERSJONHISTORISK VERSJONHISTORISK VERSJONHISTORISK VERSJONHISTORISK VERSJONHISTORISK VERSJON

Kongeriget Norges Grundlov, given i Rigsforsamlingen paa Eidsvold den 17de Mai 1814 og, i Anledning af Norges og Sveriges Rigers Forening, nærmere bestemt i Norges overordentlige Storthing i Kristiania den 4de November 1814,

Dato17.05.1814  Gjelder fra: 25.04.1903 til: 07.06.1995    HISTORISK VERSJON
DepartementJustis- og beredskapsdepartementet
PublisertISBN 82-504-1000-9
Sist endretFOR-1903-04-25
KorttittelGrunnloven - Grl.

med senere Ændringer og Tillæg indtil 17de/25de April 1903.

Norges Riges Grundlov.

A. Om Statsformen og Religionen.

§ 1.

Kongeriget Norge er et frit, selvstændigt, udeleligt og uafhændeligt Rige, forenet med Sverige under een Konge. Dets Regjeringsform er indskrænket og arvelig monarkisk.

§ 2.

Den evangelisk-lutherske Religion forbliver Statens offentlige Religion. De Indvaanere, der bekjende sig til den, ere forpligtede til at opdrage deres Børn i samme. Jesuiter maa ikke taales.

B. Om den udøvende Magt, Kongen og den kongelige Familie.

§ 3.

Den udøvende Magt er hos Kongen.

§ 4.

Kongen skal stedse bekjende sig til den evangelisk-lutherske Religion, handhæve og beskytte denne.

§ 5.

Kongens Person er hellig; han kan ikke lastes, eller anklages. Ansvarligheden paaligger hans Raad.

§ 6.

Arvefølgen er lineal og agnatisk, saaledes, som den findes bestemt i den af Sveriges Riges Stænder besluttede, og af Kongen antagne, Sukcessions-Ordning af 26de September 1810, hvilken i Oversættelse vedføies denne Grundlov.

Blandt Arveberettigede regnes ogsaa den Ufødte, der strax indtager sit tilbørlige Sted i Arvelinjen, naar han, efter Faderens Død, fødes til Verden.

Naar en til Norges og Sveriges forenede Kroner arveberettiget Prins fødes, skal hans Navn og Fødselstid tilkjendegives førstholdende Storthing, og antegnes i dets Protokol.

§ 7.

Er ingen arvebrettiget Prins til, kan Kongen foreslaa sin Efterfølger, for Norges Storthing, paa samme Tid som for Sveriges Stænder. Saasnart Kongen har fremsat sit Forslag, skulle begge Folks Repræsentanter, af deres Midte, udkaare en Komite, der har Ret til at bestemme Valget, hvis Kongens Forslag ikke, ved Stemmeflerhed, bifaldes særskilt af hvert Folks Repræsentanter.

Antallet af Medlemmerne i denne Komite, hvilken skal bestaa af lige mange fra hvert Rige, og den Orden, som bør følges ved Valget, fastsættes ved en Lov, som Kongen paa samme Tid foreslaar, for næste Storthing og for Sveriges Riges Stænder. Af den samlede Komite utræder een ved Lodkastning.

§ 8.

Kongens Myndighedsalder fastsættes ved en Lov, der gives efter Overenskomst imellem Norges Storthing og Sveriges Stænder, eller, hvis de derom ikke kunne forenes, ved en af begge Rigers Repræsentanter udnævnt Komite, med de i foranstaaende § 7 anførte Bestemmelser.

Saasnart Kongen har opnaaet den lovbestemte Alder, erklærer han sig offentligen, at være myndig.

§ 9.

Saasnart Kongen, som myndig, tiltræder Regjeringen, aflægger han for Storthinget følgende Ed: «Jeg lover og sværger, at ville regjere Kongeriget Norge i Overensstemmelse med dets Konstitution og Love; saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord!»

Er intet Storthing paa den Tid samlet, nedlægges Eden skriftlig i Statsraadet, og gjentages høitideligen af Kongen paa første Storthing, enten mundtlig, eller skriftlig ved den han dertil beskikker.

§ 10.

Kongens Kroning og Salving sker, efterat han er bleven myndig, i Trondhjems Domkirke, paa den Tid og med de Ceremonier, han selv fastsætter.

§ 11.

Kongen opholder sig i Norge nogen Tid hvert Aar, hvis ikke vigtige Hindringer møde.

§ 12.

Kongen vælger selv et Raad af norske Borgere, som ikke ere yngre end 30 Aar. Dette Raad skal bestaa af to Statsministre og i det mindste syv andre Medlemmer.

Kongen fordeler Forretningerne iblandt Statsraadets Medlemmer, saaledes som han det for tjenligt eragter. Til at tage Sæde i Statsraadet kan Kongen, eller, i hans Fraværelse, Statsministeren i Forening med Statsraaderne ved overordentlige Leitigheder, foruden Statsraadets sædvanlige Medlemmer, tilkalde andre norske Borgere, kun ingen Medlemmer af Storthinget.

Fader og Søn, eller to Brødre, maa ei paa samme Tid have Sæde i Statsraadet.

§ 13.

Under Kongens Fraværelse overdrager han Rigets indvortes Bestyrelse i de Tilfælde, han selv foreskriver, til den ene Statsminister tilligemed i det mindste fem af Statsraadets øvrige Medlemmer.

Disse skulle føre Regjeringen i Kongens Navn og paa hans Vegne. De skulle ubredelig efterleve, saavel denne Grundlovs Bestemmelser, som de særskilte dermed overensstemmende Forskrifter, som Kongen i Instruktion meddeler dem. Om de Sager, de saaledes afgjøre, have de at indsende en underdanig Indberetning til Kongen.

Forretningerne afgjøres ved Stemmegivning, hvorved, i Tilfælde at Stemmerne ere lige, Statsministeren, eller i dennes Fraværelse, det første Medlem af Statsraadet har tvende Stemmer.

§ 14.

[Ophævet ved Grundlovsbestemmelse af 30te/30te Juni 1891.]

§ 15.

Hos Kongen forbliver stedse, under hans Ophold i Sverige, den ene Statsminister og tvende af Statsraadets Medlemmer, hvilke sidste aarligen omskifte.

De have de samme Pligter og den samme konstitutionelle Ansvarlighed, som den i Norge værende (i § 13 nævnte) Regjering, og i deres Overværelse alene skulle de norske Anliggender afgjøres af Kongen.

Alle Andragender fra norske Borgere til Kongen, skulle først indleveres til den norske Regjering, og forsynes med samme Betænkning, forinden de afgjøres. I Almindelighed maa ingen norske Sager afgjøres, uden at den i Norge værende Regjerings Betænkning er indhentet, medmindre vigtige Hindringer maatte forbyde saadant.

Statsministeren foredrager Sagerne, og bliver ansvarlig for Expeditionernes Overenstemmelse med de fattige Beslutninger.

§ 16.

Kongen anordner al offentlig Kirke- og Gudstjeneste, alle Møder og Forsamlinger om Religionssager, og paaser, at Religionens offentlige Lærere følge de dem foreskrevne Normer.

§ 17.

Kongen kan give og ophæve Anordninger, der angaa Handel, Told, Næringsveje og Politi; dog maa de ikke stride mod Konstitutionen og de (saaledes som efterfølgende §§ 77, 78 og 79 bestemme) af Storthinget givne Love. De gjælde provisorisk til næste Storthing,

§ 18.

Kongen lader i Almindelighed indkræve de Skatter og Afgifter, som Storthinget paalægger. Den norske Statskasse forbliver i Norge, og dens Indtægter anvendes alene til Norges Tarv.

§ 19.

Kongen vaager over, at Statens Eiendomme og Regalier anvendes og bestyres paa den af Storthinget bestemte og for Almenvæsenet nyttigste Maade.

§ 20.

Kongen har Ret til i Statsraadet at benaade Forbrydere, efterat Dom er falden. Forbryderen har Valget, om han vil modtage Kongens Naade, eller underkaste sig den ham tildømte Straf.

I de Sager, som af Odelsthinget foranstaltes anlagte for Rigsretten, kan ingen anden Benaadning, end Fritagelse for idømt Livsstraf, finde Sted.

§ 21.

Kongen vælger og beskikker, efter at have hørt sit norske Statsrad, alle civile, geistlige og militære Embedsmænd. Disse skulle sværge eller, hvis de ved Lov ere fritagne for Edsaflæggelse, høitideligen tilsige Konstitutionen og Kongen Lydighed og Troskab. De kongelige Prinser maa ei beklæde civile Embeder.

§ 22.

Statsministrene og de øvrige Statsraadets Medlemmer, samt de Embedsmænd, som ere ansatte ved dets Kontorer, Gesandter og Konsuler, civile og geistlige Overøvrigheds-Personer, Regimenters og andre militære Korpsers Chefer, Kommandanter i Fæstninger og Høistbefalende paa Krigsskibe, kunne, uden foregaaende Dom, afskediges af Kongen, efterat han derom har hørt Statsraadets Betænkning. Hvorvidt Pension bør tilstaaes de saaledes afskedigede Embedsmænd, afgjøres af det næste Storthing. Imidlertid nyde de to Trediedele af deres forhen havte Gage.

Andre Embedsmænd kunne ikkun suspenderes af Kongen, og skulle da strax tiltales for Domstolene, men de maa ei, uden efter Dom, afsættes, ei heller, mod deres Vilje, forflyttes.

§ 23.

Kongen kan meddele Ordener til hvem han for godt befinder, til Belønning for udmærkede Fortjenester, der offentligen maa kundgjøres; men ei anden Rang og Titel, end den, ethvert Embede medfører. Ordenen fritager Ingen for Statsborgernes fælles Pligter og Byrder, ei heller medfører den fortrinlig Adgang til Statens Embeder. Embedsmænd, som i Naade afskediges, beholde deres havte Embeders Titel og Rang.

Ingen personlige, eller blandede, arvelige Forretigheder maa tilstaaes Nogen for Eftertiden.

§ 24.

Kongen vælger og afskediger, efter eget Godtbefindende, sin Hofstat og sine Hofbetjente.

§ 25.

Kongen har høieste Befaling over Rigets Land- og Sømagt. Den maa ikke forøges eller formindskes, uden Storthingets Samtykke. Den maa ikke overlades i fremmede Magters Tjeneste, og ingen fremmede Magters Krigsfolk (undtagen Hjælpetropper imod fiendtligt Overfald) maa inddrages i Riget uden Storthingets Samtykke.

I Fredstider maa ingen andre end norske Tropper være stationerede i Norge, og ingen norske Tropper i Sverige. Kongen kan dog i Sverige have norsk Garde af Frivillige, og kan for en kort Tid, i det høieste sex Uger om Aaret, sammenkalde de nærmeste Tropper af begge Rigers Krigsmagt, til Vaabenøvelser, inden hvilketsomhelst af Rigernes Grænser; men ei maa, i noget Tilfælde, flere Krigsfolk end 3000 Mand, af alle Vaaben tilsammentagne, kunne, i Fredstider, inddrages i det ene Rige af det andet Riges Krigsmagt.

Til Angrebsskrig maa Norges Tropper og Roflotille ikke anvendes, uden Storthingets Samtykke.

Den norske Flaade skal have sine Verfter og, i Fredstider, sine Stationer eller Havne i Norge.

Det ene Riges Krigsfartøier maa ikke besættes med det andets Søfolk, uden forsaavidt disse frivilligen lade sig hyre.

Landeværnet og de øvrige norske Tropper, som ikke til Linjetropper kunne henregnes, maa aldrig bruges udenfor Norges Grænser.

§ 26.

Kongen har Ret til at sammenkalde Tropper, begynde Krig og slutte Fred, indgaa og ophæve Forbund, sende og modtage Gesandter.

Naar Kongen vil begynde Krig, da skal han meddele Regjeringen i Norge sine Tanker, og indhente dens Betænkning derom, tilligemed fuldstændig Beretning om Rigets Tilstand, i Henseende til dets Finanser og Forsvarsmidler, med videre. Efterat dette er skeet, sammenkalder Kongen den norske Statsminister og de norske Statsraader, saavelsom de svenske, til et overordentligt Statsraad, og fremsætter da de Grunde og Omstændigheder, som i dette Tilfælde bør tages i Overveielse, hvorved tillige den norske Regjerings Forklaring om dette Riges Tilstand, saavelsom en lignende Beretning om Sveriges, bliver at fremlægge. Om disse Gjenstande fordrer Kongen deres Betænkning, hvilken de skulle, enhver for sig, afgive til Protokollen, under den Ansvarlighed Grundloven bestemmer, og har da Kongen Ret til at tage og udføre den Beslutning, han anser gavnligst for Staten.

§ 27.

Alle Statsraader skulle, nar de ikke have lovligt Forfald, være nærværende i Statsraadet, og maa ingen Beslutning tages der, naar ikke over det halve Antal Medlemmer ere tilstede.

I de norske Sager, som (ifølge § 15) afgjøres i Sverige, maa ingen Beslutning tages, medmindre enten den norske Statsminister og een norsk Statsraad, eller begge de norske Statsraader, ere tilstede.

§ 28.

Forestillinger om Embeders Besættelse og andre Sager af Vigtighed (diplomatiske og egentlige militære Kommando-Sager undtagne) skulle foredrages i Statsraadet af det Medlem, til hvis Fag de høre, og Sagerne af ham expederes overensstemmende med den, i Statsraadet, fattede Beslutning.

§ 29.

Forbyder lovligt Forfald en Statsraad at møde og foredrage de Sager, som henhøre under hans Fag, skulle disse foredrages af en anden Statsraad, som Kongen, om han er tilstede, eller, i andet Fald, den der har Forsædet i Statsraadet, i Forening med de øvrige Statsraader, dertil konstituerer.

Hindres saa mange, ved lovligt Forfald, fra at møde, at ikke flere end Halvparten af det bestemte Antal Medlemmer ere tilstede, skulle andre Embedsmænd, paa lige Maade, konstitueres til at tage Sæde i Statsraadet, i hvilket Tilfælde ufortøvet sker Beretning derom til Kongen, som afgjør, om de skulle vedblive i denne Funktion.

§ 30.

I Statsraadet fores Protokol over alle de Sager, som der forhandles. Enhver, som har Sæde i Statsraadet, er pligtig til med Frimodighed at sige sin Mening, hvilken Kongen er forbunden at høre. Men det er denne forbeholdt, at fatte Beslutning efter sit eget Omdømme.

Finder noget Medlem af Statsraadet, at Kongens Beslutning er stridende mod Statsformen eller Rigets Love, eller øiensynligen er skadelig for Riget, er det Pligt, at gjøre kraftige Forestillinger derimod, samt at tilføie sin Mening i Protokollen. Den der ikke saaledes har protesteret, ansees at have været enig med Kongen, og er ansvarlig derfor, saaledes som siden bestemmes, og kan af Odelsthinget sættes under Tiltalte for Rigsretten.

§ 31.

Alle af Kongen selv udfærdigede Befalinger (militære Kommando-Sager undtagne) skulle kontrasigneres af en av Statsministrene.

§ 32.

De Beslutninger, som tages af Regjeringen i Norge under Kongens Fraværelse, udfærdiges i Kongens Navn og undertegnes af Statsraadet.

§ 33.

Alle Forestillinger om norske Sager, saavelsom de Expeditioner, som i Anledning deraf ske, forfattes i det norske Sprog.

§ 34.

Nærmeste Tronarving, om han er den regjerende Konges Søn, fører Titel af Kronprins. De øvrige, som til Kronen ere arveberettigede, kaldes Prinser, og de kongelige Døtre Prinsesser.

§ 35.

Saasnart Tronarvingen har fyldt sit 18de Aar, er han berettiget til at tage Sæde i Statsraadet, dog uden Stemme eller Ansvar.

§ 36.

Ingen Prins af Blodet maa gifte sig uden Kongens Tilladelse. Handler han herimod, forbryder han sin Ret til Norges Krone.

§ 37.

De kongelige Prinser og Prinsesser skulle, for deres Personer, ikke svare for Andre end Kongen, eller hvem han, til Dommer over dem, forordner.

§ 38.

Saavel den norske Statsminister, som de tvende norske Statsraader der følge Kongen, have Sæde og delibererende Stemme i det svenske Statsraad, naar sammesteds forhandles Gjenstande, som angaa begge Riger.

I saadanne Sager bør tillige den i Norge værende Regjerings Betænkning indhentes, medmindre Sagerne udfordre saa hastig Afgjørelse, at Tid dertil ei gives.

§ 39.

Dør Kongen og Tronfølgeren endnu er umyndig, skal det norske og svenske Statsraad strax sammentræde, for fælles at udstede Indkaldelse til Storthing i Norge og Rigsdag i Sverige.

§ 40.

Indtil begge Rigets Repræsentanter ere forsamlede, og have anordnet Regjeringen under Kongens Mindreaarighed, forestaar et, af et lige Antal norske og svenske Medlemmer sammensat, Statsraad Rigernes Bestyrelse, med Iagttagelse af disses gjensidige Grundlove.

Den norske og den svenske Statsminister, som have Sæde i fornævnte sammensatte Raad, kaste Lod om, hvo der skal have Forsædet.

§ 41.

De i foregaaende §§ 39 og 40 bestemte Forholdsregler skulle ogsaa finde Sted, saa ofte det ifølge Sveriges Regjeringsform tilkommer det svenske Statsraad, i Egenskab af Statsraad, at føre Regjeringen.

Grundlovsbestemmelse af 10de November 1862/10de Januar 1863 «angaaende Forandring i Grundlovens § 41 sammenholdt med Rigsakten»:

I de Tilfælde, hvori det efter Norges og Sveriges Grundlove og Rigsaktsbestemmelser hidtil har tilkommet Norges og Sveriges Interimsregjering at forestaa Rigernes Bestyrelse, fordi Kongen enten ved Reiser udenfor sine Riger eller ved Sygdom er forhindret fra at føre Regjeringen, skal den til Tronen nærmest berettigede Prins, saafremt han har opnaaet den for Kongen fastsatte Myndighedsalder, forestaa Regjeringen som Kongemagtens midlertidige Udøver med samme Ret, som tilkommer Interimsregjeringen.

Denne Beslutning bliver gjældende forsaavidt og fra den Tid inden næste ordentlige Storthing tilsvarende Bestemmelser i Sverige maatte udkomme.

§ 42.

Angaaende de nærmere Bestemmelser, som ere nødvendige i de i §§ 39, 40 og 41 anførte Tilfælde, foreslaar Kongen for næste Storthing i Norge og Rigsdag i Sverige en Lov, bygget paa Grundsætningen om fuldkommen Lighed imellem begge Rigerne.

§ 43.

Valget, af Formyndere, som skulle bestyre Regjeringen for den umyndige Konge, skal foretages efter samme Regler, og paa samme Maade, som forhen i § 7 er foreskrevet for Valget at Tronfølger.

§ 44.

De som, i de udi §§ 40 og 41 anførte Tilfælde, forestaa Regjeringen, skulle, de Norske for det norske Storthing, aflægge følgende Ed: «Jeg lover og sværger, at ville forestaa Regjeringen i Overensstemmelse med Konstitutionen og Lovene, saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord!» De Svenske aflægge Ed for Sveriges Riges Stænder.

Holdes ei Storthing eller Rigsdag paa den Tid, nedlægges Eden skriftlig i Statsraadet, og gjentages siden paa næste Storthing eller Rigsdag.

§ 45.

Saasnart deres Statsstyrelse ophører, skulle de aflægge Kongen og Storthinget Regnskab for samme.

§ 46.

Efterlade Vedkommende, i Overensstemmelse med §§ 39 og 41, strax at sammenkalde Storthinget, da paaligger det Høiesteret, som en ubetinget Pligt, saansart fire Uger ere forløbne, at foranstalte denne Sammenkaldelse.

§ 47.

Bestyrelsen af den umyndige Konges Opdragelse bør, hvis hans Fader ei derom har efterladt nogen skriftlig Bestemmelse, fastsættes paa den i §§ 7 og 43 foreskrevne Maade.

Det bør være en ufravigelig Regel, at den umyndige Konge gives tilstrækkelig Undervisning i det norske Sprog.

§ 48.

Er den mandlige Kongestamme uddød, og ingen Tronfølger udkaaret, da skal en ny Konge-Æt vælges paa den i § 7 foreskrevne Maade. Imidlertid forholdes med den udøvende Magt efter 43de §.

C. Om Borgerret og den lovgivende Magt.

§ 49.

Folket udøver den lovgivende Magt ved Storthinget, der bestaar af to Afdelinger, et Lagthing og et Odelsthing.

§ 50.

Stemmeberettigede ere de norske Borgere, som have fyldt 25 Aar, have været bosatte i Landet i 5 Aar og opholde sig der.

§ 51.

Regler om Mandtalsførselen og om de Stemmebrettigedes Indførsel i Mandtallet fastsættes ved Lov.

§ 52.

Stemmeret suspenderes:

a.ved offentlig Tiltale for strafbare Handlinger, der kunne medføre Stemmerettens Tab;
b.ved Umyndiggjørelse;
c.ved Opbud eller Fallit, saalænge Skyldnerens Bo er under Behandling;
d.ved at nyde eller i det sidste Aar før Valget at have nydt Understøttelse af Fattigvæsenet.
§ 53.

Stemmeret tabes:

a.ved Domfældelse for strafbare Handlinger overensstemmende med, hvad derom i Lov bestemmes;
b.ved at gaa i fremmed Magts Tjeneste uden Regjeringens Samtykke;
c.ved at erhverve Borgerret i en fremmed Stat;
d.ved at overbevises om at have kjøbt Stemmer, solgt sin egen Stemme eller stemt i flere end een Valgforsamling.
§ 54.

Valg- og Distriktsforsamlinger holdes hvert tredie Aar. De skulle være tilendebragte inden September Maaneds Udgang.

§ 55.

Valgforsamlingerne bestyres paa den Maade, som ved Lov fastsættes. Stridigheder om Stemmeret afgjøres af Valgbestyrelsen, hvis Kjendelse kan indankes for Storthinget.

§ 56.

Førend Valgene begynde, skal Grundlovens §§ 50-64 lydelig oplæses af Valgbestyrelsens Formand.

§ 57.

I Kjøbstæderne udnævnes een Valgmand for hver 50 stemmeberettigede Indvaanere.

Disse Valgmænd samles inden otte Dage derefter paa et af Øvrigheden dertil bestemt Sted, og udnævne enten af deres egen Midte, eller iblandt de øvrige Stemmeberettigede i deres Valgdistrikt, [een Fjerdedeel af deres eget Antal til at møde og tage Sæde paa Storthinget, saaledes: at 3 til 6 vælge een, 7 til 10 to, 11 til 14 tre, 15 til 18 fire, som er det høieste Antal nogen By maa sende.

Har en Kjøbstad færre end 150 stemmeberettigede Indvaanere, sender den sine Valgmænd til nærmeste Kjøbstæd, for at stemme i Forening med dennes Valgmænd, og ansees da begge Kjøbstæder som eet District].

§ 58.

I hvert Prestegjæld paa Landet udnævne de stemmeberettigede Indvaanere, i Forhold til deres Antal, Valgmænd saaledes: at indtil 100 vælge een, 100 til 200 to, 200 til 300 tre, og saa fremdeles i samme Forhold.

Disse Valgmænd samles inden een Maaned derefter paa et af Amtmanden dertil bestemt Sted, og udnævne da, enten af deres egen Midte, eller iblandt de øvrige Stemmeberettigede i Amtet, [een Tiendedel af deres eget Antal til at møde og tage Sæde paa Storthinget, saaledes: at 5 til 14 vælges een, 15 til 24 to, 25 til 34 tre, 35 og derover fire, som er det største Antal].

Enhver, der har været Statsminister eller Statsraad, kan udkaares til Repræsentant ogsaa i Valgdistrikt, hvor han ikke er stemmeberettiget, saafremt han forøvrigt er valgbar og ikke allerede valgt til Repræsentant for noget andet Distrikt. Dog kan intet Distrikt samtidig have flere end een Repræsentant udenfor sine egne Stemmeberettigedes Midte.

§ 59.

De i §§ 57 og 58 fastsatte Bestemmelser gjælde indtil næste Storthing. Befindes det da, at Kjøbstædernes Repræsentanter udgjøre mere eller mindre end een Trediedel af Rigets, bør Storthingets, til Følge for Fremtiden, forandre disse Bestemmelser saaledes, at Kjøbstædernes Repræsentanter forholde sig til Landets, som een til to.

§ 60.

De inden Riget værende Stemmeberettigede, der ikke kunne møde formedelst Sygdom, militær Tjeneste eller andet lovligt Forfald, kunne skriftlig sende deres Stemmer til dem, der bestyre Valgforsamlingerne, forinden disse ere tilendebragte.

Hvorvidt og under hvilke Former Stemmeberettigede, der opholde sig udenfor Riget, kunne tilstedes skriftligen at sende deres Stemmesedler til dem, der bestyre Valgforsamlingerne, bestemmes ved Lov.

§ 61.

Ingen kan vælges til Repræsentant, medmindre han er 30 Aar gammel og har i 10 Aar opholdt sig i Riget.

§ 62.

Statsraadets Medlemmer, og de Embedsmænd, som ere ansatte ved dets Kontorer, eller Hoffets Betjente og dets Pensionister, kunne ikke vælges til Repræsentanter.

§ 63.

Enhver, som vælges til Repræsentant, er pligtig til at modtage Valget, medmindre han er udkaaret i Henhold til § 58, sidste Passus, eller hindret ved Forfald, der kjendes lovligt af Valgmændene, hvis Kjendelse kan underkastes Storthingets Bedømmelse. Den, der har mødt som Repræsentant paa de tre ordentlige Storthing efter samme Valg, er ikke forpligtet til at modtage Valget ved næste Storthingsvalg. Hindres en Repræsentant ved lovligt Forfald fra at møde paa Storthinget, træder den, som næst ham har de fleste Stemmer, eller saafremt særskilt Suppleantvalg ved Distriktsforsamlingen er blevet anstillet, da den valgte Suppleant i hans Sted.

§ 64.

Saasnart Repræsentanterne ere valgte, forsynes de med en Fuldmagt, underskrevet paa Landet af Overøvrigheden og i Kjøbstæderne af Magistraten, saavelsom af samtlige Valgmænd, til Bevis for, at de, paa den i Konstitutionen foreskrevne Maade, ere udnævnte.

Disse Fuldmagters Lovlighed bedømmes af Storthinget.

§ 65.

Enhver Repræsentant er berettiget til Godtgjørelse af Statskassen for Reiseomkostninger til og fra Storthinget, og for Underholdning i den Tid han der opholder sig.

§ 66.

Repræsentanterne ere paa deres Reise til og fra Storthinget, samt under deres Ophold der, befriede fra personlig Heftelse, medmindre de gribes i offentlige Forbrydelser, ei heller kunne de udenfor Storthingets Forsamlinger drages til Ansvar for deres der ytrede Meninger. Efter den der vedtagne Orden er Enhver pligtig at rette sig.

§ 67.

De paa forestaaende Maade valgte Repræsentanter udgjøre Kongeriget Norges Storthing.

§ 68.

Storthinget sammentræder i Almindelighed den første Søgnedag efter den 10de Oktober hvert Aar i Rigets Hovedstad, medmindre Kongen paa Grund af overordentlige Omstændigheder, saasom fiendtligt Indfald eller smitsom Syge, dertil bestemmer en anden Kjøbstad i Riget. Saadan Bestemmelse maa da betimelig bekjendtgjøres.

§ 69.

I overordentlige Tilfælde har Kongen Ret til at sammenkalde Storthinget udenfor den almindelige Tid. Kongen udsteder da en Kundgjørelse, som bør være læst i alle Stiftsstædernes Kirker i det mindste fjorten Dage forinden Storthingets Medlemmer skulle møde paa det bestemte Sted.

§ 70.

Et saadant overordentligt Storthing kan af Kongen hæves, naar han for godt befinder.

§ 71.

Storthingets Medlemmer fungere som saadanne i tre paa hinanden følgende Aar saavel ved overordentlige som ved de ordentlige som ved de ordentlige Storthing, der imidlertid holdes.

§ 72.

Holdes et overordentligt Storthing endnu paa den Tid, et ordentligt skal tage sin Begyndelse, hæves det første, inden det sidste sammentræder.

§ 73.

Storthinget udvælger blandt sine Medlemmer en Fjerdepart, som udgjør Lagthinget; de øvrige tre Fjerdeparter danne Odelsthinget. Udvalget sker paa første ordentlige Storthing, der sammentræder efter nyt Valg, hvorefter Lagthinget forbliver uforandret paa alle efter samme Valg sammensatte Storthing, uden forsaavidt Afgang, der maatte indtræffe blandt dets Medlemmer, ved særskilt Udvalg bliver at erstatte,

Hvert Thing holder sine Forsamlinger særskilt og udnævner sin egen Præsident og Sekretær. Intet af Thingene kan holdes, medmindre to Trediedele af dets Medlemmer ere tilstede.

§ 74.

Saasnart Storthinget har konstitueret sig, aabner Kongen, eller den, han dertil beskikker, dets Forhandlinger med en Tale, hvori han underretter det om Rigets Tilstand og de Gjenstande, hvorpaa han især ønsker at henlede Storthingets Opmærksomhed. Ingen Deliberation maa finde Sted i Kongens Nærværelse.

Naar Storthingets Forhandlinger ere aabnede, have Statsministrene og Statsraaderne Ret til at møde i Storthinget samt i begge dets Afdelinger, og lige med sammes Medlemmer, dog uden at afgive Stemme, at deltage i de forefaldende Forhandlinger, forsaavidt disse holdes for aabne Døre, men i de Sager, som forhandles for lukkede Døre, kun forsaavidt det af vedkommende Thing maatte tilstedes.

§ 75.

Det tilkommer Storthinget:

a.at give og ophæve Love:
b.at paalægge Skatter, Afgifter, Told og andre offentlige Byrder, som dog ikke gjælde længere end til 1ste April Aaret efterat et nyt ordentligt Storthing er sammentraadt, medmindre de af dette udtrykkelig fornyes;
c.at aabne Laan paa Rigets Kredit;
d.at bevilge de til Statsudgifterne fornødne Pengesummer;
e.at bestemme, hvor meget aarlig skal udbetales Kongen til hans Hofstat, og at fastsætte den kongelige Families Apanage, som dog ikke ma bestaa i faste Eiendomme;
f.at lade sig forelægge den i Norge værende Regjerings Protokol og alle offentlige Indberetninger og Papirer (egentlige militære Kommando-Sager undtagne) samt verificerede Afskrifter eller Extrakter af de hos Kongen ved den norske Statsminister og de i Sverige værende tvende norske Statsraader første Protokoller, eller de sammesteds fremlagte offentlige Papirer;
g.at lade sig meddele de Forbund og Traktater, Kongen, paa Statens Vegne, har indgaaet med fremmede Magter, med Undtagelse af hemmelige Artikler, som dog ei maa stride mod de offentlige;
h.at kunne fordre Enhver til at møde for sig i Statssager, Kongen og den kongelige Familie undtagen; dog gjælder denne Undtagelse ikke for de kongelige Prinser, forsaavidt de maate beklæde Embeder;
i.at revidere midlertidige Gage- og Pensionslister og deri gjøre de Forandringer, det finder fornødne;
k.at udnævne fem Revisorer, der aarligen skulle gjennemse Statens Regnskaber og bekjendtgjøre Extrakter af samme ved Trykken, hvilke Regnskaber derfor skulle tilstilles disse Revisorer inden sex Maaneder efter Udgangen af det Aar, for hvilket Storthingets Bevilgninger ere givne;
l.at naturalisere Fremmede.
§ 76.

Enhver Lov skal først foreslaaes paa Odelsthinget, enten af dets egne Medlemmer, eller af Regjeringen ved en Statsraad.

Er Forslaget der antaget, sendes det til Lagthinget, som enten bifalder eller forkaster det, og, i sidste Tilfælde, sender det tilbage med tilføiede Anmærkninger. Disse tages i Overveielse af Odelsthinget, som enten henlægger Lovforslaget, eller atter sender det til Lagthinget med eller uden Forandring.

Naar et Forslag fra Odelsthinget to Gange har været Lagthinget forelagt, og anden Gang derifra er blevet tilbagesendt med Afslag, træder hele Storthinget sammen, og med to Trediedele af dets Stemmer afgjøres da Forslaget.

Imellem enhver saadan Deliberation maa, i det mindste, tre Dage hengaa.

§ 77.

Naar en af Odelsthinget foreslaaet Beslutning er bifaldt af Lagthinget eller af det samlede Storthing, sendes den til Kongen, om han er tilstede, eller, i andet Fald, til den norske Regjering med Anmodning om at erholde Kongens Sanktion.

§ 78.

Billiger Kongen Beslutningen, forsyner han den med sin Underskrift, hvorved den vorder Lov.

Billiger han den ikke, sender han den tilbage til Odelsthinget med den Erklæring, at han ikke for Tiden finder det tjenligt at sanktionere den. Beslutningen maa i dette Tilfælde ikke mere af det da samlede Storthing forelægges Kongen.

§ 79.

Er en Beslutning bleven uforandret antagen af tre ordentlige Storthing, sammensatte efter tre forskjellige paa hinanden følgende Valg og indbyrdes adskilte ved mindst to mellemliggende ordentligte Storthing, uden at afvigende Beslutning i Mellemtiden fra den første til den sidste Antagelse af noget Storthing er bleven fattet, og den da forelægges Kongen, med Begjæring, at Hans Majestæt, ikke vil negte en Beslutning sin Sanktion, som Storthinget efter det modneste Overlæg anser for gavnlig, saa vorder den Lov, om end Kongens Sanktion ikke paafølger inden Storthinget adskilles.

§ 80.

Storthinget forbliver samlet, saalænge det finder det fornødent, dog ikke over to Maaneder uden Kongens Tilladelse. Naar det, efter at have tilendebragt sine Forretninger, eller efter at have været samlet den bestemte Tid, hæves af Kongen, meddeler han tillige sin Resolution paa de ikke allerede forinden afgjorte Beslutninger, ved enten at stadfæste eller forkaste dem. Alle de, som han ikke udtrykkeligen antager, ansees som af ham forkastede.

§ 81.

Alle Love udfærdiges i det norske Sprog og (de i § 79 undtagne) i Kongens Navn, under Norges Riges Segl, og i følgende Udtryk: «Vi N. N, gjøre vitterligt: at Os er bleven forelagt Storthingets Beslutning, af Dato saalydende: (her følger Beslutningen) Thi have Vi antaget og bekræftet, ligesom Vi herved antage og bekræfte samme som Lov, under Vor Haand og Rigets Segl.»

§ 82.

Kongens Sanktion udfordres ikke til de Storthingets Beslutninger, hvorved

a.det erklærer sig samlet som Storthing efter Konstitutionen;
b.det bestemmer sit indvortes Politi;
c.det antager eller forkaster de tilstedeværende Medlemmers Fuldmagter;
d.det stadfæster eller forkaster Kjendelser om Valgstridigheder;
e.det. naturaliserer Fremmede;
f.og endelig til den Beslutning, hvorved Odelsthinget sætter Statsraader eller Andre under Tiltale.
§ 83.

Storthinget kan indhente Høiesterets Betænkning over juridiske Gjenstande.

§ 84.

Storthinget holdes for aabne Døre og dets Forhandlinger kundgjøres ved Trykken, undtagen i de Tilfælde, hvor det modsatte besluttes ved Stemmeflerhed.

§ 85.

Den der adlyder en Befaling, hvis Hensigt er at forstyrre Storthingets Frihed og Sikkerhed, gjør sig derved skyldig i Forræderi mod Fædrenelandet.

D. Om den dømmende Magt.

§ 86.

Lagthingets Medlemmer tilligemed Høiesteret udgjøre Rigsretten, som i første og sidste Instans dømmer i de Sager, som af Odelsthinget anlægges, enten mod Statsraadets eller Høiesterets Medlemmer, for Embedsforbrydelser, eller mod Storthingets Medlemmer, for de Forbrydelser de, som saadanne, maatte begaa.

I Rigsretten har Præsidenten i Lagthinget Forsædet.

§ 87.

Den Anklagede kan, uden nogen dertil angiven Aarsag, forskyde af Rigsrettens Medlemmer indtil een Trediedel, dog saaledes at Retten ei udgjør mindre end femten Personer.

§ 88.

Høiesteret dømmer i sidste Instans. Den maa ikke bestaa af færre end Justitiarius og sex Tilforordnede.

Grundlovens otte og ottiende Paragraf skal ikke være til Hinder for, at Straffesager, overensstemmende med Lov, bringes til endelig Afgjørelse uden Høiesterets Medvirkning.

§ 89.

I Fredstider er Høiesteret tilligemed tvende høie Officerer, som Kongen tilforordner, anden og sidste Instans i alle de Krigsrets-Sager som angaa enten Liv eller Ære og Friheds Tab for længere Tid end tre Maaneder.

§ 90.

Høiesterets Domme kunne i intet Tilfælde paaankes eller underkastes Revision.

§ 91.

Ingen kan beskikkes til Medlem af Høiesteret, førend han er 30 Aar gammel.

E. Almindelige Bestemmelser.

§ 92.

Til Embeder i Staten maa alene udnævnes de norske Borgere, som tale Landets Sprog, samt

a.enten ere fødte i Riget af Forældre, der da vare Statens Undersaatter;
b.eller ere fødte i fremmede Lande af norske Forældre, som paa den Tid ikke vare en anden Stats Undersaatter;
c.eller som herefter opholde sig i Riget i ti Aar;
d.eller som af Storthinget vorde naturaliserede.

Dog kunne Andre beskikkes til Lærere ved Universitetet og de lærde Skoler, til Læger og til Konsuler paa fremmede Steder.

Ingen maa beskikkes til Overøvrigheds-Person, førend han er 30 Aar gammel, eller til Magistrats-Person, Underdommer og Foged, førend han er 25 Aar gammel.

Kun den, der bekjender sig til Statens offentlige Religion, kan være Medlem af Kongens Raad. Med Hensyn til Statens øvrige Embeder bestemmes det fornødne ved Lov.

I hvilken Udstrækning Kvinder, der opfylde de for Mænd ved Grundloven foreskrevne Betingelser, skulle ansættes i Embeder, bestemmes ved Lov.

§ 93.

Norge tilsvarer ingen anden, end til sin egen Nationalgjæld.

§ 94.

En ny almindelig civil og kriminal Lovbog skal foranstaltes udgivet paa første eller, om dette ikke er muligt, paa andet ordentlige Storthing. Imidlertid blive Statens nu gjældende Love i Kraft, forsaavidt de ei stride imod denne Grundlov eller de provisoriske Anordninger, som imidlertid maatte udgives.

De nuværende permanente Skatter vedblive ligeledes til næste Storthing.

§ 95.

Ingen Dispensationer, Protektorier, Moratorier eller Opreisninger maa bevilges, efterat den nye almindelige Lov er sat i Kraft.

§ 96.

Ingen kan dømmes uden efter Lov, eller straffes uden efter Dom. Pinligt Forhør maa ikke finde Sted.

§ 97.

Ingen Lov maa gives tilbagevirkende Kraft.

§ 98.

Med Sportler, som erlægges til Rettens Betjente, bør ingen Afgifter til Statskassen være forbundne.

§ 99.

Ingen maa fængslig anholdes, uden i lovbestemt Tilfælde og paa den ved Lovene foreskrevne Maade. For ubeføiet Arrest, eller ulovligt Ophold, staa Vedkommende den Fængslede til Ansvar.

Regjeringen er ikke berettiget til militær Magts Anvendelse mod Statens Medlemmer, uden efter de i Lovgivningen bestemte Former, medmindre nogen Forsamling maatte forstyrre den offentlige Rolighed og den ikke øieblikkelig adskilles efterat de Artikler i Landsloven, som angaa Oprør, ere den trende Gange lydelig forelæste af den civile Øvrighed.

§ 100.

Trykkefrihed bør finde Sted. Ingen kan straffes for noget Skrift, af hvad Indhold det end maatte være, som han har ladet trykke eller udgive, medmindre han forsætligen og aabenbare har enten selv vist, eller tilskyndet Andre til. Ulydighed med Lovene, Ringeagt mod Religionen, Sædelighed eller de konstitutionelle Magter, Modstand mod disses Befalinger, eller fremført falske og ærekrænkende Beskyldninger mod Nogen Frimodige Ytringer om Statsstyrelsen og hvilkensomhelst anden Gjenstand, ere Enhver tilladte.

§ 101.

Nye og bestandige Indskrænkninger i Næringsfriheden bør ikke tilstedes Nogen for Fremtiden.

§ 102.

Hus-Inkvisitioner maa ikke finde Sted, uden i kriminelle Tilfæde.

§ 103.

Fristed tilstedes ikke dem, som herefter fallere.

§ 104.

Jord og Boslod kan i intet Tilfælde forbrydes.

§ 105.

Fordrer Statens Tarv, at Kogen maa afgive sin rørlige eller urørlige Eiendom til offentlig Brug, saa bør han have fuld Erstatning af Statskassen.

§ 106.

Saavel Kjøbesummer som Indtægter af det Geistligheden beneficerede Gods skal blot anvendes til Geistlighedens Bedste og Oplysningens Fremme. Milde Stiftelsers Eiendomme skulle blot anvendes til disses Gavn.

§ 107.

Odels- og Aasædesretten maa ikke ophæves. De nærmere Betingelser, hvorunder den, til største Nytte for Staten og Gavn for Landalmuen, skal vedblive, fastsættes af det første eller andet følgende Storthing.

§ 108.

Ingen Grevskaber, Baronier, Stamhuse og Fideikommisser, maa for Eftertiden oprettes.

§ 109.

Enhver Statens Borger er i Almindelighed lige forpligtet, i en vis Tid at værne om sit Fædreneland, uden Hensyn til Fødsel eller Formue.

Denne Grundsætnings Anvendelse, og de Indskrænkninger den bør undergaa, samt hvorvidt det er tjenligt, for Riget, at Værnepligten ophører med det 25de Aar, overlades til første ordentlige Storthings Afgjørelse, efterat alle Oplysninger ere erhvervede ved en Komite. Imidlertid vedblive de nu gjældende Bestemmelser.

§ 110.

Norge beholder sin egen Bank og sit eget Penge- og Myntvæsen, hvilke Indretninger ved Lov bestemmes.

§ 111.

Norge har Ret til at have sit eget Koffardiflag. Dets Orlogsflag bliver et Unionsflag.

§ 112.

Viser Erfaring, at nogen Del af denne Kongeriget Norges Grundlov bør forandres, skal Forslaget derom fremsættes paa første ordentlige Storthing, efter et nyt Valg og kundgjøres ved Trykken. Men det tilkommer først et af de ordentlige Storthing efter næste Valg at bestemme, om den foreslaaede Forandring bør finde Sted eller ei. Dog maa saadan Forandring aldrig modsige denne Grundlovs Principer, men alene angaa Modifikationer i enkelte Bestemmelser, der ikke forandre denne Konstitutions Aand, og bør to Trediedele af Storthinget være enige i saadan Forandring.